Fortællinger fra Kreta | 49

Jeg sad i dag og fik frokost sammen med min rigtig gode mangeårige ven Pantelis. Sidst jeg var hernede (for en god uges tid siden) inviterede han mig på frokost, og det var så nu at den skulle indtages. Vi havde fundet et afsides bord i hans gamle taverna Romeos Family Restaurant, som sønnen Manthos overtog for efterhånden en del år siden. Men vi skulle ikke have noget af det på menukortet, ikke fordi det ikke er godt, for det er det i den grad, men han havde i stedet valgt en typisk kretensisk ret som hans kone Petroula havde tilberedt hele formiddagen og det skulle være en rigtig herrefrokost, kun ham og mig, og vi skulle i hvert fald ikke have alt for pænt tøj på var jeg klar over, for der skulle spises med klør fem og en gaffel.

Menuen stod på snegle, som var hentet nogle dage forinden på ”den hellige jord” på Geroskinos, på vejen ud mod den maleriske Balos Lagune. Her skulle efter sigende være nogle af de bedste snegle man kan opdrive og det tænker jeg ikke er helt forkert. ”Sneglene kommer frem om aftenen for de hader den bagende sol, så hele dagen gemmer de sig under noget buskads, klippestykker og andre steder hvor de kan undgå solen, og om aftenen kommer de så frem fordi de er blevet sultne og skal finde noget mad. Men det er jeg også og så er jeg meget klogere end dem, for så går jeg bare stille og roligt ud og henter dem jeg skal bruge, og tager dem med mig hjem” fortæller han mens vi endnu kun er nået til at skære det friskbagte brød ud i nogle store stykker. Det er i øvrigt vigtigt til denne ret, at det er store stykker brød, for de skal bruges til at få den pragtfulde sauce op, som sneglene er kogt i.

”Jeg rengør altid sneglene først inden de tilberedes” fortæller Pantelis. ”Ikke fordi det er strengt nødvendigt, men det er nu bedst at man ved de er helt rene” siger han. Det foregår hernede ved at man giver de hjembragte levende snegle en god portion mel som de han boltre sig i, og det skifter man bare nogle gange indtil melet ikke tager farve af nogen art længere. Derefter koger man sneglene i kogende varm olivenolie, tilsat frisklavet tomatsauce, hvidløg forskellige krydderier, store stykker kartofler og squash samt finthakket løg. Så skal det faktisk bare stå og småkoge indtil kartoflerne er helt møre og næsten falder fra hinanden når man skære dem over med gaflen.

Da jeg ikke er vant til at spise snegle, sad jeg selvfølgelig og klumrede lidt i det til at starte med, men jeg kom hurtigt efter det, for der er et godt lille trick til at få sneglen ud af huset, uden at den bliver ødelagt. Man banker gaflen på sneglehusets spids på toppen af huset et par gange uden at huset går i stykker og eventuelt stikker en af de yderste spidser på gafler forsigtigt ned i det lille der bliver, så løsner den fra huset og kan trækkes lige så fint ud.

Jeg ved godt at det ikke er alle der kan lide snegle, men når de ligefrem kommer fra den hellige jord ved Balos der af nogle omtales som Kretas forpost til Paradis, er det svært ikke at få en guddommelig tanke for denne skønne og egentlig simple ret. Men som Pantelis siger, må man kun tage det man kan spise, når man henter sneglene derude, for der skal være nok til alle. Jeg elsker når der kommer sådan en lille krølle på fortællingen, der mere end noget fortæller om kretensernes holdning til livet, men jeg elsker også når Pantelis fortæller at han nogle gange laver en Saganaki med små fintskåret stykker snegl i, garneret med Graviera ost og toppet med iskold fintrevet Feta, og hans venner spiser det med største velbehag selvom de ikke kan lide snegle, og når de så spørger hvad det er, siger han bare: ”det er jeg ikke sikker på jeg ved så meget om, for det er jo Petroula der har lavet det, men det smager fremragende” hvorefter han sætter et stort smil op.

Til sådan en gang snegle hører der selvfølgelig også en speciel vin til. Det er en Romeiko af egen avl, blandet med en ubetydelig del Syrah, der skal nydes kold med isterninger i. Så er den faktisk slet ikke så tosset, selvom den langtfra ligner en rødvin som den vi kender derhjemme.

Skulle din vej falde forbi Romeos Family Restaurant, skal du nok ikke forvente at få snegle, for det er en længere proces og svær at have med at gøre, når man kun må tage de snegle man kan spise. Men du kan godt forvente at Pantelis står udenfor og med glæde fortæller dig en historie og helt glemmer, at du måske bare er kommet for at få en godt veltilberedt måltid mad.

De næste uger får vores gæster i Elenas Grupperejser fornøjelsen af at møde hele familien hernede, med eller uden snegle :-)

Ha’ en vidunderlig weekend.