Fortællinger fra Kreta (1)

Skrevet af Michael Halle den

Velkommen til min blog.

Regnen trommer på taget og udenfor står det ned i stænger – Jamen det er jo ikke så usædvanligt når man nu en gang bor i Danmark. Men så kan man da heldigvis læne sig tilbage og tænke lidt over at der nu kun er 4 dage til man igen er på vej i flyet til Kreta. Ja og så gik tastaturet i baglås eller også var det bare mig der gik i stå. Der er nemlig en hel masse historier og fortællinger jeg gerne vi dele med jer, så det er lige om at finde ud af hvor jeg skal starte.

Første gang jeg satte mine ben på den kretensiske jord var i september 2005. Jeg ved ikke om det egentlig var en tilfældighed at det lige blev Kreta eller noget nogle højere magter havde bestemt, men specielt planlagt var det ikke. Vi havde i vores familie ikke holdt ferie i 15 år, så de mindste af vores børn anede ikke hvad ferie var. Men nu skulle det være, og valget faldt hurtigt på Kreta, da det var her der var en billig afbudsrejse som vi kunne bruge.

Da jeg trådte ud af flyet i Chania, mødtes jeg udover en bagende varme af en meget underlig fornemmelse. Det føltes meget bekendt og som om jeg var kommet hjem, selvom jeg aldrig før havde været bare i nærheden noget som helst græsk. Så da vi efter en uges ferie kom hjem til Danmark igen, gik der kun et par dage før vi havde bestilt endnu en rejse derned, få uger efter. Sådan har det været lige siden, til trods for at jeg faktisk er på Kreta flere gange om året og tillige har boet dernede et halvt års tid. Men lige så snart jeg kommer tilbage, er der en ubændig længsel efter at komme derned igen. Nå, men det kommer jeg sikkert ind på flere gange fremover på denne blog.

Lige nu handler det om at fortælle, at jeg på denne blog vil komme med en masse små hverdags historier, fortællinger, rejsebeskrivelser, måske lidt opskrifter og meget andet. I hvilken retning det går og hvor vi ender aner jeg ikke. Foreløbig har jeg svært nok ved at vide hvor jeg skal starte.

Men jeg kan sige så meget, at der hver anden fredag vil komme et nyt opslag her på bloggen og det næste indlæg kommer den 21. september. Hvad det kommer til at handle om kan jeg godt afsløre allerede nu, for det bliver lidt om vores første tur med Elenas Grupperejser til Kreta, hvor jeg er med som rejseleder og hvor vi skal ud og se en hel masse, som ligger noget udenfor hvad man normalt oplever som turist. Det er nemlig det jeg selv synes er det mest spændende, så det håber jeg også mine gæster synes.

Og så vil jeg ønske alle Kaló mina (God måned)

Michael Halle


Del denne artikel



Nyere artikler →


Skriv en kommentar

Vær opmærksom på at kommentarer skal først godkendes før de bliver offentliggjort.