Fortællinger fra Kreta | 17

Fortællinger fra Kreta | 17

De fleste af os der kommer meget på Kreta, har også de samme spisesteder vi går til, når sulten melder sig.

På en eller anden underfundig måde, er vi nok bare sådan indrettet, at har det bedst med nogle vaner og vante omgivelser, selvom vi også gerne vil prøve noget nyt en gang imellem.

For en hel del år siden, havde min kone sat sig for at vi skulle prøve at spise noget meget atypisk Græsk mad. Vi skulle til Paleochora på det sydlige Kreta og spise rigtig vegetarmad. Altså ikke sådan noget hvor man bare får kødretten serveret uden kød og med lidt udkogt Broccoli, men hvor man kun serverer vegetar retter på den helt rigtige måde. Helt ærligt var det langt fra det jeg forbinder med ferie og Kreta, for jeg elsker kød og synes ikke jeg vil tage grøntsagerne fra kaninerne og alle de andre dyr, der udelukkende lever af grønt. Så det var med stor skepsis, nærmest modvillighed fra min side, at vi tog bilen og kørte sydpå, mens jeg skulede ind til alle tavernaerne undervejs hvor duften af grillstegt lam og andet godt, pirrede mine næsebor hele vejen i vores lille åben Suzuki. Der blev vist heller ikke talt så meget undervejs, for jeg glædede mig mest af alt til at komme tilbage til Chania og få noget ordentligt kød, så jeg tror bare jeg sad og surmulede lidt. Men hvad gør man ikke for kones og husfredens skyld.

Vi fandt hurtigt ”Third Eye” som restauranten hedder, og fandt også ud af, at vi var landet i en slags tidslomme. Der var ikke sket specielt meget siden ejeren Eftihis startede stedet sammen med sin New Zealandske kæreste Caroline, som unge hippier. Eftihis havde bare ikke lagt hippietiden bag sig, og havde de samme løsthængende Stumpebukser på, som han formentlig også havde dengang i slutningen af 70’erne, og som nok burde have været kasseret allerede først i 80’erne. Han mente også selv, at det var helt okay at servere i bar mave og bare tæer i Klip klapperne. Det var midt på dagen og tid til frokost, og vi tog på ingen måde anstød af hans påklædning, som også passede til både stedet, stemningen og personen. Eftihis var utrolig beleven, serviceminded og imødekommende, så længe han altså ikke lige sad på sin stol hvilene på to ben med ryglænet op mod muren, og røg en lidt speciel duftende hjemmerullet cigaret. Jeg tror ikke den slags betjening og påklædning var gået ret mange andre steder. 

Men det irriterede mig ærligt talt lidt, at min kone havde så svært ved at få øjnene fra hans veltrimmede slanke brune overkrop, mens jeg sad og fumlede med at knappe min kortærmede Hawaii skjorte tækkeligt til, for at dække bare en smule for en begyndende six-pack.

Nå, men vi fik bestilt og maden kom og jeg må indrømme, at det så fantastisk lækkert ud. Men nu skal man jo ikke sådan lige lade sig forblænde af synet, så jeg forsøgte mig med meget forsigtigt at nippe lidt hist og her. Alle mine fordomme om vegetarretter kom dog hurtigt til kort, og jeg måtte overgive mig totalt til noget af det mest velsmagende jeg nogensinde havde smagt. Efter frokosten var jeg nærmest beruset af smagsoplevelser, parat til at bekende mig som fremtidig vegetar. Anede ikke det kunne smage SÅ godt. Men dagen efter var jeg da heldigvis kommet til mig selv igen og bestilte en kæmpe kødret på den lokale taverna i Chania, da vi var kommet tilbage. 

I dag er det Eftihis søn Luke der driver ”Third Eye” i samme ånd som altid, men uden de hjemmerullede cigaretter, stumpebukser, Klipklapper og bar overkrop. Maden derimod er den samme høje kvalitet med friske økologiske grøntsager, frugt, salater, oste og meget andet, og det smager stadig fortryllende. Så for mig er det et ”must go” sted, at tage hen og spise, stort set hver gang jeg er på Kreta, så nu er det også blevet en vane, men en god en af slagsen.

Hvis du vil have veltilberedt vegetar middag uden udkogt Broccoli, så er ”Third Eye” er rigtig godt bud.

Velbekomme og god weekend!

Fortællinger fra Kreta

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 18
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 16

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt