Fortællinger fra Kreta | 18

Fortællinger fra Kreta | 18

 Som jeg har nævnt ved flere lejligheder, er der, ifølge Grækerne selv, kun 2 slags mennesker. Dem der er Grækere og dem der ønsker de var det - og så er det, at jeg kommer lidt i vildrede. For hver eneste uge møder jeg mennesker i vores butik Elenas eller andre steder, både danskere og grækere, der antager mig for at være græker. Det har jeg efterhånden vænnet mig til, men når folk så ikke længere bare tror jeg er græker, men mere konkret spørger mig, hvor I Grækenland jeg kommer fra, er det lige før jeg begynder at komme i tvivl selv. Nogle gange, som her forleden dag, er det også lidt akavet, når en dansker kommer ind i butikken her lidt ude på landet i det jyske, og uden videre begynder at tale græsk til mig, og jeg så skal forklare mig selv og næsten aflægge ed på at jeg er pære dansk.

Når jeg så har forsøgt det, får jeg bare jævnligt stukket det nye spørgsmål ud ”Jamen, din kone er da græsk, ik?” – og nej, der må jeg også krybe til bekendelse og sige, at hun ligesom jeg, er pære dansk.

Nu er der måske nogle af mine efterhånden trofaste læsere her på bloggen, der tænker…. Hvad har det med fortællinger fra Kreta at gøre?. Egentlig ikke så meget og dog alligevel, så en hel masse eller måske det hele. Men for at forstå det rigtigt kræver det, at jeg udleverer noget af mig selv, noget meget privat, og noget som jeg ellers har holdt for mig selv. Så hvis jeg ikke har tabt dig på nuværende tidspunkt, så kommer det her.

Jeg har altid troet på, at der er meget mere mellem himmel og jord, end det vi mennesker kan forstå. Jeg er også af den opfattelse, at det nok er bedst sådan, altså, at vi ikke forstår det hele, og formentlig aldrig kommer til det. Da min mor døde 82 gammel i 2005, havde hun gemt nogle få gamle, men stadig brugbare 1000 kroners sedler, og havde inden sin død fortalt mig, at jeg skulle tage på en ferie som jeg, på det tidspunkt, ikke havde haft i 15 år. Ved et tilfælde havnede vi, min kone, jeg selv og vores 3 yngste børn, på Kreta, hvor jeg med det samme følte mig hjemme. Jeg følte, at jeg var kommet hjem. Siden har vi været der et utal af gange og i 2011 boede jeg der et halvt års tid. Og som det sikkert er de fleste bekendt, startede jeg forretningen Elenas, med salg af Græske produkter her i Danmark. At forretningen fik navnet Elenas, var fordi min kone hedder Elena.

I går aftes fik jeg så den idé, at jeg ville prøve at lave et stamtræ, for hvem ved….,måske alligevel der er en del af stamtræet, der har rod i det græske. Jeg fandt en gammel brevordner frem, hvor jeg vidste, at der lå nogle gamle dåbsattester på mine forældre. Men det første stykke papir  fik fat i, var noget helt andet. Det var en håndskreven beskrivelse af et maleri, der hang i mit barndomshjem. Et maleri jeg ikke selv kunne lide, men som var tiltænkt mig, allerede fra jeg var helt lille. Maleriet hedder ”den frigjorte” og forestiller Prometheus, der i den græske mytologi var Titanen der skabte det første menneske og stjal ilden fra Guderne, for at give den til mennesket, hvorfor Zeus lod ham lænke til en klippe, så en ørn kunne nappe en luns af hans lever hver dag. Imidlertid blev Prometheus befriet af Herakles, der var søn af Zeus, ved at Herakles skød en pil gennem Prometheus lænker og befriede ham. Herakles, den mest folkekære af de græske helte, skildres gerne med en lyre (et strengeinstrument) i hånden og var ifølge mytologien meget musisk anlagt (lidt ligesom mig). Hvem Zeus egentlig var gift med er lidt usikkert, for den græske mytologi omtaler Zeus som en charmør med flere koner og adskillige børn. Men i de fleste fortællinger var han gift med Gudernes dronning Hera, der også var symbol på Kvinde- og Moder Gud. Men storcharmøren Zeus kunne ikke helt holde sig i skindet, så på et tidspunkt besøgte han Dronning Alkmene, idet han havde taget skikkelse som Alkmene’s ægtemand og gjorde hende gravid med Herakles. Den graviditet forhalede Hera dog i jalousi og da Herakles endelig var født sendte hun 2 slanger afsted for at dræbe den spæde Herakles. Men Herakles kvalte begge slanger og skabte sig derved sit ry – ”at klare det umulige”.  Måske jeg lige skal tilføje her, at Herakles er det græske navn for Herkules, og op gennem tiden er navnet Herkules gerne brugt netop i forbindelse med maskiner, fly og andet, der skal lede opmærksomheden hen på, at de kan klare det umulige. Og nu vi er ved det med Herkules eller Herakles og betydningen af navnet, kommer jeg til at tænke på en læresætning jeg fik som barn, der stammer tilbage fra min farfar, som bevidst dyrkede og praktiserede noget af det der var umuligt for de fleste. Den lyder nogenlunde sådan her: ”I stedet for at afskrive noget som værende umuligt, så se muligheden i det”.

Fandt også lige et gammelt foto frem af min farfar, med min farmor ved sin side, der i mine øjne med sit store overskæg, rent faktisk godt kunne tage sig ud for at have græske aner. Så måske er det helt rigtigt, at æblet sjældent falder langt fra stammen.

  • At jeg mødte min kone gennem en annonce jeg havde indrykket i avisen, og jeg slet ikke var i tvivl om at det var hende jeg skulle giftes med,
  • at hun egentlig har det græske navn Elena, selvom hun kalder sig noget andet,
  • at der var et maleri fra den græske mytologi i mit barndomshjem tiltænkt mig fra jeg var barn,
  • at min mor ved sin død havde lagt lidt til side så min kone Elena, vores børn og jeg selv kunne komme på en lille ferie
  • at den ved et tilfælde gik til Kreta og jeg straks følte mig hjemme dernede allerede da vi landede
  • at jeg siden så småt begyndte at interessere mig lidt for den græske mytologi
  • at jeg åbnede en forretning med udelukkende græske varer, bare fordi jeg syntes det var rart
  • at jeg færdes mere hjemmevant på Kreta end her i Skive hvor jeg bor
  • at vi for nogle år siden købte en græsk gadehund, der havde navnet ”Hera” (Moder Gud) som vi dog ændrede til ”Raki”
  • at det lille hotel på Kreta vi tilfældigt kom i forbindelse med, og som vi benytter til indkvartering på de grupperejser jeg er rejseleder på hedder ”Elsa” (samme navn som min mor havde)
  • at min mor dagen før min søn skulle døbes foreslog at vi skulle ændre det navn vi først havde valgt til Victor (det samme som min farfar hed) og vi gjorde det (til stor morskab for alle og ekstraarbejde for præsten, fordi der så skulle rettes navn i kirkebog og på alle gaver)
  • at Victor i dag driver vores familievirksomhed videre med samme store passion for det græske som jeg selv har, og han uden han kendte til min barndoms læresætning, netop lever efter at se mulighederne i det umulige – det som min farfar (den gamle Victor) levede efter
  • at jeg ustandseligt bliver antastet for at være græker, både her og når jeg er på Kreta

…og sådan kan jeg blive ved

Er det alt sammen bare tilfældigheder, eller er der mere mellem himmel og jord, som vi bare ikke forstår. Jeg tænker det sidste, og er ligesom de fleste grækere også af den opfattelse, at der er en mening i alt, selv med det der ikke giver mening.

Men hvad tænker du?

Skriv meget gerne en kommentar hvis du har tilsvarende oplevelser som du vil dele med andre og skriv også gerne om du ogsåville tro at jeg var græker, hvis du mødte mig tilfældigt på gaden i Grækenland?

Rigtig God Weekend!

Fortællinger fra Kreta

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 19
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 17

Kommentarer

Lone Møller - Januar 28, 2019

wau.. ja der er “en anden verden” hvor vi kan opleve mere mellem himmel og jord. Tænk at opleve så mange tegn. Som du skriver må der være en mening i alt, selv det der ikke giver mening. At det ikke giver mening, betyder vist bare at der stadig er meget vi ikke ved, men vi har fat i noget, som er vejen, til vi begynder at forstå en storhed.

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt