Fortællinger fra Kreta | 33

Så er valget udskrevet, ikke kun i Danmark, men også i Grækenland, hvor det dog er kommunevalg der står for døren til afholdelse den 26. maj 2019.

Jeg har oplevet flere valg på Kreta og der er nu ikke den store forskel på et valg i Danmark og et valg på Kreta. I bund og grund er det lige forvirrende og valgløfterne svirrer i luften op til valget fra alle sider og glemmes lige så hurtigt igen, lige så snart afstemningen er slut.

For en del år siden stillede jeg faktisk selv op til kommunevalget i Danmark, men blev ikke valgt ind, og det var nok meget godt det samme. Jeg tror nemlig ikke at jeg personligt har den tålmodighed der skal til for at sidde i et byråd, og ville uden tvivl let komme på kollisionskurs med de fleste, fordi jeg ikke giver køb på mine holdninger. Lige på det punkt har jeg nok også tilegnet mig lidt for meget græsk mentalitet, vil nogle sikkert mene.

For kretenserne er kommunevalget meget vigtigt, for det handler i den grad om det nære og om deres egen ø, som de helt klart helst så løsrevet fra det øvrige Grækenland. Kretenserne har gennem generationer været kastebold for mange nationaliteters herredømmer, men har også gang på gang bevist, at de sagtens kan klare sig selv. De er simpelthen ikke særlig gode til at indordne sig under andres regler og styrer, fordi det strider mod deres selvstændigheds opfattelse. Men selvom et kommunevalg på mange måder ligner et dansk valg, har kommunevalget på Kreta mindst lige så stor betydning som et folketingsvalg i Danmark og de siddende borgmestre på Kreta har gennem de sidste mange uger gjort hvad de kunne for at bejle til vælgerne på alle tænkelige måder. Men valgløfterne er lige så store inden valget på Kreta som de er i Danmark og glemmes også lige så hurtigt fra politikernes side. Et lille eksempel er, at der nu gennem de sidste 20 år har været snak om en lille vej i Agia Marina skulle ensrettes. Den er så smal at 2 biler kun lige nøjagtig kan passere og helt umuligt er det når der så holder parkerede biler i den ene eller anden side. Det har som sagt været drøftet i mange år om vejen skulle ensrettes eller ej. Det har naturligvis også været på tale at der skulle indføres parkeringsforbud, men hvad skulle det hjælpe. Alle parkerer jo alligevel hvor der er plads og ingen retter sig efter parkeringsskilte med god grund. Da jeg i sidste uge var på Kreta med en gruppe, skulle vi parkere vores lille minibus i Chania. Der var fin skiltning om at det var betalingsområde og man kunne indløse billet i de opstillede billetautomater. Men da folk alligevel ikke betalte, havde man besluttet at droppe betalingen men ikke fjernet skiltningen med det resultat, at folk der skulle parkere ligesom os selv, fortvivlet gik fra den ene til den anden parkeringsautomat, for bare at konstatere, at ingen af dem virkede fordi møntindkastet var lukket til. En politisk nem løsning på et problem man alligevel ikke kan gøre så meget ved. Den lille vej i Agia Marina er stadig ikke ensrettet og der parkeres også stadig hvor der er plads. Derfor har der været en del snak om at ensretningen nu efter 20 år måtte kunne blive til noget, fordi der i dag er væsentlig flere biler og trafik nu, end der var da spørgsmålet første gang blev bragt på bane. Nu har problemet så imidlertid skiftet karakter. Borgmesteren har indvilliget i at vejen skal ensrettes, men at alle der har ejendom på vejen, skal være enige om hvilken vej ensretningen skal være. Nu er det så et problem, for det kan man slet ikke blive enige om.

Den kretensiske selvstændighedsfølelse er underfundig og tit svær at gennemskue.

Her i starten af året, hvor voldsomt nedbør og smeltevand fra bjergene, skyllede veje og broer væk flere steder, skulle alt dette jo gerne genetableres inden den store turistsæson satte ind. Men den slags er dyrt og pengene skal i et vist omfang komme fra staten. Men som alt andet lader sådan noget gerne vente på sig, så en borgmester tog en rask beslutning, da beboere i et område der var blevet isoleret klagede og ville have deres primære adgang til landsbyen tilbage. Borgmesteren kunne ikke skaffe de fornødne midler til arbejdskraft, men havde til gengæld alle materialerne liggende på kommunens plads. Så for at gøre alle tilpasse, fortalte han borgerne fra landsbyen, at de måske kunne komme til ”låne” materialerne fra kommunens plads, når det var blevet mørkt, og så selv etablere adgangen til byen. Og vupti – dagen efter var vejen genetableret.

Om det er politisk korrekt eller ej skal jeg ikke afgøre, men det er i hvert fald en nem og meget græsk løsning.