Fortællinger fra Kreta | 34

Forrige uge da jeg var på Kreta, kom jeg i snak med en af mine rigtig gode og gamle bekendte. Jeg vil selvfølgelig ikke udlevere ham med hverken navn eller andet, men synes alligevel det var sådan en snak, som jeg gerne ville dele med jer, fordi den er så typisk græsk som noget kan være. 

Vi snakkede om at vejret efterhånden var umuligt at forudsige på både Kreta, i Danmark og ja, resten af verden, og det var der jo nok en grund til. Jeg fortalte ham at jeg nok var af den opfattelse, at vores generation, måske endda i særdeleshed, har været meget hensynsløse og rent ud sagt været nogle svin i forhold til at passe på den jord vi alle sammen skal leve på og af. Jeg tror vi kort og godt selv bærer størsteparten af ansvaret, for de klimaforandringer der sker grundet vores hæmningsløse forurening.

Det var han ikke helt uenig i, men efter hans opfattelse var det største problem at der var huller i ozonlaget, og sådan nogle huller skal jo lappes, sagde han. Det er fuldstændig ligesom et tag der ikke er tæt – så regner det jo ind, mente han, og det er selvfølgelig ikke helt galt. Jeg prøvede nu alligevel lige så forsigtigt at nævne, at jeg syntes der var lidt forskel på et hul i taget og hul i ozonlaget, men det kom jeg hurtigt til at fortryde. ”Jamen så et hus i et dæk, for pokker, kan du så se sammenhængen. Hvis der er hul i dækket, så siver luften jo ud” sagde han meget belærende, og så kom de tunge græske argumenter ellers på bordet. 

”Jeg har lige set en udsendelse i fjernsynet om hvordan man lukker hullet eller hullerne i ozonlaget, og det er fuldstændig ligesom at lappe et slangefrit dæk. Man skyder bare en speciel kugle ind i hullet som så eksploderer og så siver der et eller andet ud og lukker hullet. Det er ikke særlig svært og ifølge fjernsynet er der allerede lavet mange forsøg med det. Man skal bruge en raket der kan skyde op i stratosfæren og så bum” sagde han med en kæmpe armbevægelse der skulle vise hvordan raketten skulle eksplodere. ”Der skal bare bruges mere end én raket, for det er vistnok et stort hul, ligesom et stort hul i et dæk, hvis man har fået kørt et kæmpe søm ind i dækket. Det er helt det samme, så altså flere raketter. Det kan du nok forstå ik’” sagde han i håb om at jeg da i det mindste forstod bare en lille smule. ”Hør nu her” insisterede han ivrigt. ”Mange raketter op på samme tid der springer samtidigt. BUM et brag med der, som jeg ikke lige ved hvad er, og så er det hul lukket. Hvor svært kan det være?.....Jeg mente nu stadig at det ikke var så enkelt som han gjorde det til. ”Det her forstår du slet ikke” sagde han. Jeg så det selv i fjernsynet, og det blev endda genudsendt” (som om det skulle give en ekstra betydning). ”Tror du virkelig det vil virke, hvad er det for noget der så vil skulle skydes op gennem ozonlaget og lukke de huller der måtte være” forsøgte jeg meget forsigtigt. ”Det ved jeg da ikke noget som helst om. Men det største problem er, at der er en masse lande der skal bygge raketter og skyde dem op på samme tid, så de også eksploderer samtidigt, og det kan nok være svært at blive enige om hvornår det skal være. Der er jo nogle lande der har sommertid og andre der ikke har og så går det helt galt. Men jeg forstod nu heller ikke udsendelsen hverken første gang eller ved genudsendelsen, for den var ikke oversat til græsk. Men vi kan nok alligevel heller ikke blive enige om hvornår raketterne skal sendes op og lave det der kæmpe BUM oppe i stratosfæren, så nu må vi hellere tage en Elliniko (græsk kaffe), sluttede han, idet han vendte sig og gik mens der igen kom et stort BUM ud af munden på ham og en lige så stor armbevægelse og et mere forsagt og opgivende ”ti na kánoume” (det kan man nok ikke gøre noget ved).