Fortællinger fra Kreta | 51

Fortællinger fra Kreta | 51

Jeg har i denne uge haft fornøjelsen af, at have ikke mindre end 8 damer med på tur og give dem et indblik i noget af det som jeg selv elsker ved Kreta. En del af mine bekendte hernede havde forud udtrykt stor bekymring for, hvordan det nu skulle løbe an, mens andre som vi har mødt på vores vej, med et smilt i øjet har tiltalt mig som konge og ligefrem kejser, når jeg sådan kom gående med 8 de damer.

Jeg ved ikke om jeg havde nogle egentlige forventninger til turen og har naturligvis blot forsøgt at give dem en god ferieoplevelse hernede, men har ikke på nogen måde følt mig som hverken konge eller kejser.

Lørdag morgen ankom den første af damerne fra København og da resten af gruppen alle var fra Jylland, blev Københavnerdamen og jeg hurtigt enige om at vi måtte stå lidt sammen med vores hovedstads dialekt som vi begge var, og jeg benyttede straks lejligheden til at udnævne hende som rejselederassistent. Hvad jobbet gik ud på fandt hun først ud af lidt senere, da hun fik opgaven at stå med Elenas Grupperejser skiltet i strakt arm og spejde efter resten af gruppen. God arbejdsfordeling syntes jeg, for man let får ondt i armen af at står med skiltet, hvis der er for lang tid fra de første passerer på flyet kommer ud i ankomsthallen, til alle har fået deres bagage og gruppen er samlet, og hun virkede meget klar til at tage den udfordring op. Kald mig bare egoistisk, men sandt at sige, var det lige så meget hendes egen idé, og det var nu vældig morsomt at se hende stå i flagrende sommerkjole som en bedre rejseguide sammen med de meget yngre guider fra Spies, Ving, TUI, Apollo eller hvad de nu hedder alle sammen, der også skelede misundeligt til hendes professionelle håndtering af velkomstskiltet.

”Rät ut døren og så til højre 400 meter, der står min kollega och tager imot och viser jer hvilken bus ni skal med. Trevlig ferie” sagde den meget unge guide fra et af de andre rejseselskaber på gebrokkent dansk/svensk, til de flere hundrede skandinaviske gæster hun skulle tage imod, og ikke mange forstod hvad hun sagde. Tidligere på dagen, da jeg selv skulle hente vores gæst fra København, havde jeg stået og talt med hende og forsøgt at forvirre hende lidt (drillesyg som jeg er), ved at sige at der ikke var 400 meter, og det jo kom an på hvilken udgangsdør man benyttede, og at vores lille bus i øvrigt stod til venstre for udgangen. Det er før lykkedes for mig, at forvirre en af de unge guider, så de pludselig sender deres gæster den forkerte vej, og så må jeg jo lige skynde mig og træde til, så ikke hendes hundredevis af gæster pludselig står ved vores 9 personers bus og kæmper om en plads. Men det gik helt galt for denne unge guide, da et ungt par troppede op og hverken vidste hvilket hotel de skulle bo på og heller ikke havde bestilt transfer, men skulle med en Taxa i stedet. Det er sgu’ ikke nemt at skulle tage en Taxi til et hotel man ikke aner hvor ligger og heller ikke kender navnet på. Men de fik bare samme besked og måtte så først traske de 400 meter (eller hvor meget der nu er) ned til de store transferbusser, for at få besked på hvor de skulle indlogeres, for derefter at traske lige så langt tilbage, da Taxi’erne holder lige udenfor ankomsthallen. Da den meget unge ellers meget belevne, smilende og søde guide hørte hvad jeg egentlig lavede sagde hun, at det lige var sådanne nogle ture hun godt kunne tænke sig at være guide på. ”Det er så hyggeligt” sagde hun: ”og så kan man bare sige alt muligt til dem (altså gæsterne), for de ved jo alligevel ikke om det man siger, er rigtigt eller forkert”. Okay, der røg hendes chancer for at bliver rejseleder hos Elenas vist med ét. 

Nå men de sidste af damerne i gruppen kom storsmilende ud og min nyudnævnte rejseleder assistent tog venligt imod dem alle. De lurerede godt nok over at det ikke var mig der tog imod, men det kom de hurtigt over, og syntes alle det var lidt festligt, at det var en fra gruppen der stod og tog imod. Ugen med ”Dameturen” og de modne damer er gået helt fantastisk, men uden at sige for meget, kan jeg godt indrømme, at det til tider har krævet sin mand at styre 8 kvinder, da de af en eller anden grund (som jeg slet ikke forstår) går i hver sin retning så snart de træder ud af bussen, bliver væk i klostret, så jeg må hele turen igennem igen, bare for at finde ud af at de alle alligevel står udenfor og venter på mig, bliver væk midt inde i Chania by, så jeg må ud og lede, til trods for at damerne selv havde sendt stafetter ud forinden for at få samling på tropperne, og de har talt i et væk om alverdens ting på én gang, så det nogle gange har været svært at få indført et ord. Men når så de er blevet mætte af oplevelser, og vi vender minibussen og kører hjemad, kan de sidde musestille og ikke sige et ord. Lige indtil der igen står et veldækket bord med nogle vinglas, og maden kommer ind. Så er der fuld gang i den igen og de mest brugte ord er ”Uhmm, uhmm hvor det smager, rækker du mig ikke lige noget mere :-) - Jo, det er helt rigtigt hvad mændene siger om damerne hernede såvel som så mange andre steder – at man slet ikke skal prøve at forstå kvinder, men bare acceptere at der heldigvis er forskel.

Jo de damer på Dameturen, det har virkelig været en fornøjelse at have jer med og jeg vil også glæde mig til at se jer hernede igen en anden god gang.

Og til jer der ikke selv har været med på ”Dameturen”, så skal jeg bare lige rekreere mig selv et halvt års tid eller mere og så er det da ikke udelukket at vi laver en dametur til Kreta igen.

Ha’ en rigtig dejlig weekend    

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

  1. Billedet til denne lille fortælling, er taget i et heldigt øjeblik, hvor alle damerne var samledes helt af sig selv og nød et glas vin sammen, inden de skulle ud på egen hånd og sige: ”Uhmm – Uhmm, hvor smager det godt.
Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 52
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 50

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt