Fortællinger fra Kreta | 63

Fortællinger fra Kreta | 63

Fædre har det gerne med at sige til sine børn: ”Se, dengang jeg var barn….” og så kommer der ellers en historie om at det var så og så godt eller som på denne årstid, var så og så meget sne. Af en eller anden grund har vi mennesker det sådan, at vi altid skal overgå hinanden, selv overgå vores børn. Om det er for at vi partout har en urmenneskelig trang til selvhævdelse, at vi selv, fordi vi har mere erfaring og flere år på bagen tror vi ved bedre eller er stærkere til både dit og dat, aner jeg ikke. Men jeg har en klar fornemmelse af at stort set alle gør det og jeg er da selv en af dem.

”Se, dengang jeg var barn, var snedyngerne flere meter høje og spotvognene i København hvor jeg er født, kunne ikke køre, før snerydningsholdet bestående af adskillige daglejere, som det hed den gang, kom ud med sneskovle og nogle kæmpemæssige gamle kærrer med jernhjul og skovlede sneen væk og tømte direkte ned i kloakken. Det de ikke lige kunne få derned blev samlet i kæmpe bunker der så blev læsset med kommunens traktorer med frontskovle på lastbiler og kørt til Tuborg havn, hvor de blev hældt i Øresund.

”Se, det var tider” fristes man til at sige, men er det mon ikke bare ren nostalgi. Vi husker tingene som vi helst vil og det fordrejer eller forskønner til tider sandheden, alt afhængig af hvad vi vil.

”Men se, dengang jeg var barn, der lå der sne” og det er ikke engang helt lyv. I 1966, da jeg var 11 år gammel, sneede det kraftigt over de sydlige egne helt frem april, hvor der den 14. april kunne måles flere meter høje snedriver. Mindre end tre uger senere – den 3. maj blev der til gengæld målt 29 plus grader.

I 1969-1970 havde vi i Danmark den længste og mest snerige vinter. Dengang havde vi lokalt sne fra november til maj. I 1979 var snemængderne spektakulære. Bornholm, Møn og Lolland-Falster lå begravet i sne og flere steder var folk afskåret fra omverdenen i dagevis. I 1982 (da jeg var 27 år) lukkede frosten sund og bælt, og der blev sat kulderekord i januar, da DMI kunne notere minus 31,2 grader. På det tidspunkt havde jeg en lille vognmandsforretning, og fik en opgave med at køre et kæmpemæssigt varmeanlæg til Danfoss på Als som skulle varme hele deres fabrikationsbygning op. Den nåede nu ikke helt frem til tiden, for færgen mellem Halskov og Knudshoved som man jo brugte dengang frøs urokkelig fast i Storebælt og måtte vente 11 timer på at der kom isbrydere frem og hjalp med at færgen kunne komme i land.

Nå, men nu skal det jo først blive vinter i Danmark, før vi kan bruge alle disse lidt unyttige sammenligninger. Personligt hader jeg vinter og hader den mørke tid. Jeg vil meget hellere have sol, sommer, varme og lyse nætter. Det gør livet meget lettere, synes jeg. Her til morgen da jeg var ude og gå med Raki (altså ikke en flaske, men vores hund Raki), var det bælgmørkt og jeg var da nær faldet adskillige gange, på grund af sort is på stien. Pudsigt men meget passende udtryk; sort is, når det sådan bare lige er overfladen der fryser på asfalten så man dårligt kan se den. Ikke en gang Raki kunne se den, så den dansede som Bambi på glatis indtil den fandt ud af, at det var bedre at gå ved siden af stien, hvor det kun var græsset der var lidt frossent. Ja, så enkelt er det. Vi lærer alle af vores egne erfaringer, men kun sjældent af andres, og det er nu nok sådan det skal være.

Ha’ en dejlig weekend.

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 64
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 62

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt



Trustpilot
Dansk
Dansk