Fortællinger fra Kreta | 67

Fortællinger fra Kreta | 67

Selvom verden lige nu (indtil videre) kan ånde lettet op, er jeg bange for at vi ikke skal føle os helt sikre. USA’s økonomiske kvælertag om Iran er blevet strammen og strammes yderligere efter missilangrebet mod to amerikanske baser i Irak. Det antyder, at konflikten mellem de to lande langtfra er overstået. Snarere er de vendt tilbage til status quo fra før USA’s likvidering af general Suleimani. Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på hvad der er rigtigt eller forkert men jeg ved, at der i enhver konflikt står menneskeliv på spil.

I starten af 2011 var det Oprøret i Libyen i 2011 eller borgerkrigen i Libyen, der begyndte med en række uroligheder og demonstrationer, som brød ud den 15. februar 2011, rettet mod Muammar al-Gaddafis regime i Libyen. Oprøret var sandsynligvis inspireret af og sås som en del af oprøret i den arabiske verden i 2011, særligt oprørene i nabolandene Egypten og Tunesien. På det tidspunkt var den amerikanske base i Souda på Kreta et centralt punkt, fordi det var herfra de amerikanske jagerfly havde base, ligesom de stadig har. Jeg husker tydeligt der i 2011 hvor jeg stod og så det ene amerikanske jagerfly efter det andet lette fra Chania lufthavn, tungt læsset med bomber, mens passagerflyene pænt måtte vente til eskadrillen af 8-10 fly lige efter hinanden lettede.  Det var i starten et betagende syn, at se de hurtige fly lette en efter en med kun få meters afstand, for hurtigt at forsvinde ud i horisonten, hvorefter passagerflyene kort efter genindtog deres rutiner med ankomst og afgange og alt igen hvilede fred og idyl, med forventningsfulde feriegæster. Nogle timer senere kunne man så stå samme sted og se de amerikanske jagerfly igen. Men denne gang fordi de skulle lande og nu var noget lettere, da deres bomber var blevet kastet over Libyen og tilintetgjort deres mål. Jeg kan huske jeg havde det rigtig dårligt med det for jeg vidste det også betød, at adskillige menneskeliv formentlig var gået tabt i en grusom krig. Når jeg om aftenen sad på min lille terrasse i Agia Marina, var det ikke sjældent roen blev afbrudt af larmen fra lavtgående amerikanske jagerfly, der enten skulle afsted på nattens togt, fuldt læsset med de dødelige våben, eller var på vej hjem fra dagens mission.

I dag, næsten præcis 9 år efter, er det en ny konflikt igen med USA som part, denne gang med det iranske regime, men stadig med den amerikanske base i Souda på Kreta som et af brændpunkterne. Det blev nemlig tidligere på ugen proklameret, at man fra Irans side ville betragte Grækenland som krigs fjende, såfremt USA ville bruge en af de amerikanske baser i landet som afsæt for et eventuelt gengældelsesangreb. Så endnu en gang var Kreta i søgelyset på grund af den amerikanske base i Souda, og det endda uden at Grækenland på nogen måde har været involveret. Urimeligt, ja, men også et udtryk for hvordan verden af i dag er skruet sammen rent internationalt. Igen var risikoen for at kretenserne måtte stå for skud og lægge ryg til andres handlinger, og det er præcis hvad kretenserne er dybt fortvivlet over og stort set altid har været. Kretenserne har ikke den selvbestemmelse de mener de burde have, men alt styres lodret fra Athen ud fra helt andre normer end dem man sædvanligvis arbejder under på Kreta.

Umiddelbart ser det hele lige nu meget fortrøstningsfuldt ud for grækerne. Økonomien er blevet lidt bedre og meget tyder på at det mere og mere går i den rigtige retning for Grækenland. Men det er slet ikke ensbetydende med, at alt også går i den retning som kretenserne mener, er bedst for Kreta. Kretenserne kende om nogle kun alt for godt til krig, besættelse og ødelæggelse, efter at have været besat af fremmede nationer det meste af Kreta’s historie. Derfor har kretenserne også mange sår på sjælen fra tidligere tiders herredømmer. Det er for kretenserne historie, man ikke bare sådan lige glemmer, men noget man skal tage med sig og være opmærksom på, for også at kunne se fremad, for som de siger: ”Man behøver ikke stikke hånden i ilden for at finde ud af, at man brænder sig….men har man først gjort det, glemmer man det aldrig.”

Heldigvis kan Kreta og resten af verdenen ånde lettet op lige nu og lad os ønske at det forbliver sådan, så vi alle kan leve i fred og ro sammen på denne skønne planet som vi kalder jorden.

God weekend alle sammen.

 Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 68
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 66

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt