Lidt om turens udflugter m.m

Skrevet af Michael Halle den

Akrotiri: 

Vi kører en tur ud på halvøen Akrotiri og besøger klostret Agia Gourverneto med den fantastisk flotte kirke og de små primitive celler hvor klostrets munke stadig bor. Herfra går turen videre ud til Agia Triada klostret, som vi dog kun ser udefra, fordi vi stiller bilen her, tager travesko på og går ned af det stenede snørklede spor munkene i det nu nedlagte Katoliko kloster anlagde for flere hundrede år siden. Her mødes vi også af en af Kretas mange smukke store kløfter med sine stejle bjergsider majestætisk åbner sig i det kretensiske hav.

 

Paleochora:

Vi kommer også en tur til Paleochora på det sydlige Kreta hvor tiden synes at være gået helt i stå tilbage i ’70erne hvor det dengang var byen alle hippier valfartede til med en rygsæk som eneste oppakning. Paleochora er ikke den mest turistede by, men mange Englændere og Franskmænd ynder stadig at tage til netop denne by, for bare at sidde med en bog i skyggen eller gårdagens avis og nyde tilværelsen med en kop kaffe ved siden. Paleochora stikker ud som en smal tange i det Libiske hav og selvom det ofte blæser en del, er der altid en af de mange strande der ligger i læ uanset om vinden kommer fra øst eller vest. Det er også her man finder en af de officielle naturist strande ikke lang fra en af de andre skønne strande, hvor mange grækere ynder at komme. I Paleochora skal vi spise frokost på en af Kretas eneste og i øvrigt den ældste vegetar restaurant, hvis utroligt velsmagende retter kan få selv den mest inkarnerede kød spiser til at overveje at blive vegetar.

 

Chania Old Town:

Chania gamle bydel er naturligvis også et af udflugtsmålene. Vi skal ikke kun se de mange venetianske huse men også det ”tyrkiske kvarter” hvor gaderne er nogle steder er så smalle at man kan stå på midten af gaden og med udstrakte arme nå bygningerne på begge sider. Det tyrkiske kvarter er et næsten labyrint lignende virvar af små stræder, der stadig den dag i dag udgør det for et af de mest eftertragtede boligkvarter i Chania sine miniature boliger til trods. Det er ikke her folk bor for at vise omverdenen hvor stor og fin bolig man har, men her man lever. For livet leves i den grad i de små stræder, hvor snakken går på kryds og tværs mellem husene men vasketøjet hænger mellem husene. Men selvfølgelig er der meget andet vi skal se i Chania, ligesom der vil være rig mulighed for shopping i både lædergaden, byens mange butikker og Torvehallen, hvis man har lyst til det. Turen afsluttes med en forfriskning på havet i en times tid, hvor den særdeles erfarne Kaptain Nick tager os med ud omkring den fredet Theodorou, øen hvor de store Kri-Kri geder lever og med lidt held kommer vi rigtig tæt på uden at vi dog går i land på øen.

 

Kolymbari:

Selvfølgelig skal vi også ud og se plantagen hvor vi i Elenas henter vores utrolig søde og saftige juleappelsiner hvert eneste år og selvom appelsinerne slet ikke er klar til at blive høstet på det tidspunkt vi kommer, får man en helt klar fornemmelse af hvorfor det lige er her vi henter vores juleappelsiner og på bare 4 timer sælger mere end mange supermarkeder gør på et helt år. Turen krydres med en Frappé (kold kaffe) på torvet i Kolymbari hvor vi fra den nordlige havnekant får et betagende smukt udsyn over hele Chania bugten og rundes af ved Sankt Georges minikirke lidt syd for Agia Marina.

 

Aptera:

Har man én gang gået rundt i ruinerne af den gamle Aptera by, er det ikke svært at forestille sig hvorfor netop denne by har været så vigtig for kretenserne op gennem tiderne. Med dens beliggenhed højt hævet over Souda bugten, hvor de store krydstogtskibe lægger til i dag, er det er view over hele bugten som har været den perfekte placering for at beskytte sig mod fremmede magters indtrængen. Det skal vi også se. Herfra går turen enten videre ud gennem naturreservatet hvor den ægte og oprindelige Dictamus plante vokser (planten der har 70 helbredende stoffer i sig) og ud mellem vinmarker og besøg på en af områdets vingårde eller noget helt andet. Det vil fremgå af det endelige turprogram der udsendes senere.

 

Andre oplevelser:

Er der derudover stemning i gruppen for at se nogle specielle områder eller seværdigheder, har vi jo egen minibus til rådighed hele ugen så vi også kan arrangere vores egen lille ikke planlagte udflugt kvit og frit. En oplagt tur kunne være en aftentur til Chania hvor den gamle by har et helt andet stemningsfuldt udtryk over sig.

Ellers er der også være rig mulighed for både at nyde solen på den til værelset tilhørende terrasse eller balkon eller tage en dukkert i det pragtfulde Middelhav der ligger kun 150 meter fra hotellet.

Er du blevet inspireret til at tage med på GRUPPEREJSEN til Kreta den 15/9-18, så bestil her.

 

 


Del denne artikel