Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Nem, hjemmelavet oliventapenade!

Nem, hjemmelavet oliventapenade!

Oliventapenade er en af de skønneste, smagfulde og cremede dips du kan få, og så er det tilmed super nemt at lave selv!

Du kan faktisk lave den lækreste hjemmelavede oliventapenade på cirka 10 minutter! Server den med nogle stykker ristet brød, et par gode kiks eller brug den som ingrediens i madlavning. Der er super mange muligheder for anvendelse, og nettet er fyldt med inspiration!

Dette er en grundopskrift, så du må hellere end gerne erstatte, tilføje eller ændre i det for at få din oliventapenade lige som du ønsker den!

Det kunne for eksempel være at tilføje soltørrede tomater, artiskokker fra glas, grillede og syltede peberfrugter eller måske lidt frisk chili?

Du kan også justere konsistensen efter smag og behag, det kan være du gerne vil have din oliventapenade lidt grovere, eller den skal være helt ensartet og homogen.

Hvad end du vælger at gøre, vil du helt sikkert ikke blive skuffet over denne skønne oliventapenade!

Ingredienser:

100g stenfri sorte oliven

100g stenfri grønne oliven

½ dl god ekstra jomfru olivenolie

Saft fra en halv citron

1-2 fed hvidløg

1 spsk. kapers (kan udelades)

1 håndfuld af din yndlings friske krydderurt (persille, timian, salvie mm.)

Salt og peber

 

Alt du skal bruge er en blender eller minihakker og en ske eller dejskraber til at skrabe kanterne. Og selvfølgelig en skål til at anrette din fantastiske hjemmelavede oliventapenade!

Hvis du ikke spiser hele oliventapenaden på en gang, kan den opbevares på køl i en lufttæt beholder en uges tid. Men vi vil næsten garantere at den er spist inden da!

Fremgangsmåde:

  • Alle ingredienserne klargøres og måles af, hvidløget pilles og saften fra citronen presses.

 

  • Det hele puttes op i minihakkeren eller blenderen, og køres indtil du er ved at have den ønskede konsistens, stop lidt før.

 

  • Nu skrabes kanterne ned, så man får det hele med. Her kan du også smage om den mangler noget, f.eks. salt og peber.

 

  • Herefter køres det hele en sidste gang, indtil du har opnået den ønskede konsistens.

 

Nu har du simpelthen lavet din egen skønne, hjemmelavede oliventapenade! Server den i en fin lille skål, et lille fad eller på en tallerken omringet af kiks til at dyppe i.

Din hjemmelavede oliventapenade er perfekt til tapasbordet, den hurtige pastaret, i en sandwich eller som tilbehør til kød og grønt. Faktisk lige hvad du har lyst til!

Som du kan se er det bestemt ikke en videnskab at lave oliventapenade, men alligevel vil det helt sikkert være noget der imponerer gæster og familie. Og så smager det bare bedst når man har lavet det selv!

Del gerne hvad du har tilføjet til din tapenade hernede i kommentarerne. Vi elsker at høre om opfindsomhed og skønne smagskombinationer!

De varmeste madhilsner,

Maria fra Elenas!

Næste artikel Paella de Marisco

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt