Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Fortællinger fra Kreta | 44

Fortællinger fra Kreta | 44

Lige om lidt – nærmere betegnet lørdag i morgen den 3. august går gamle Halle her på ferie sammen med fru Halle, og hvis der er nogle der skulle være i tvivl kan jeg godt røbe, at turen i år går til Kreta. Ja, hvad ellers – vi kender ikke så meget andet og Kreta er og bliver vores andet hjem, hvis ikke det i grunden er det første. Vi skal ned og slappe af i 3 uger og bare nyde livet og hinandens selskab og så ellers bare lave noget af det, som jeg selv synes jeg er verdensmester i – lave ikke noget :-)

Der var en gammel græsk filosof der på et tidspunkt sagde: ”hvis du er bange for at være alene sammen med den du elsker, har du et problem. Men hvis du også er bange for at være alene sammen med dig selv, har du et kæmpe problem”. Vise ord, men heldigvis er jeg ikke bange for nogle af tingene. Så jeg glæder mig til at sætte benene på Kretas tørre jord igen, mærke duftene, varmen, stemningen og blive irriteret over cikadernes evindelige larm.

Efter ferien vender jeg lige tilbage til Danmark for en kort bemærkning, for så at tage derned igen i 4 ugers tid med årets 3 sidste hold gæster og det glæder jeg mig også til. For selvom det er arbejde, er det også sådan lidt ferieagtigt for mig selv. Nå, men mere om det senere.

Så hvis der ikke kommer nogle fortællinger de næste uger, er det ikke fordi jeg har trukket stikket og droppet fortællingerne. Det er der for mange af jer der læser mine fortællinger hver uge, der har bedt mig om ikke at gøre, så selvfølgelig kommer der fortællinger igen. Men ligesom kroppen en gang imellem har brug for hvile, har sjælen det også. Det er egentlig meget interessant, at vi på dansk har et ord for sjæl og et ord for psyke – (på græsk hedder begge dele ”psychi”). For os er sjælen historisk set blevet et guddommeligt begreb som vi ikke rigtig ved hvad indeholder, men i adskillige af de 791 salmer der står i den danske salmebog, bruges udtrykket sjæl. De er dog først kommet til langt senere end ordet ”sjæl” første gang blev beskrevet af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles, der sammen med Platon regnes for den, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tanke. Ifølge Aristoteles er sjælen noget der findes i både planter, dyr og mennesker. Et indre immaterielt bevidsthedsfænomen som udgør "kernen" i alle levende, bevidste væsener, deres indre styrende princip, men også et begreb som mange religioner har taget til sig som betegnelse for selve livsprincippet, dvs. det, der er årsag til livsprocesserne, såsom selvbevægelse, vækst og formering.

Om Aristoteles har ret i de antagelser han skrev 3-400 år før Kristi fødsel aner jeg ikke, men jeg ved at det er rigtigt som det siges, at visse ting er godt for sjælen, hvor den så end sidder og gemmer sig inde i os. Der er jo ingen der endnu har fundet helt præcist ud af, hvad sjælen er for en størrelse. For mit eget vedkommende er jeg imidlertid sikker på, at det er godt for både krop og sjæl, en gang imellem at trække stikket ud fra hverdagens trummerum og bare give sig hen i nuet uden at spekulere på regninger der skal betales, ting der skal ordnes, indkøb der skal foretages, rengøring, arbejde og alt det andet vi i dagligdagen foretager os.

Men jeg kan så alligevel ikke lade være med at tænke på om ham der Aristoteles har ret i at sjælen sidder i alt levende. Jeg tvivler meget, men undrer mig over at det lille frø jeg tog ud fra en Flaski (som jeg beskrev i Fortællinger fra Kreta 40) på egen hånd og på trods af al logik, har valgt at vokse nok så flot hjemme i haven. Den er faktisk godt på vej til at blive lige så stor som den plante der voksede i 2011 på Kreta og hvor jeg har taget frøet fra. Om det ender med at der også kommer frugter, altså de flotte Flaski’er på, ved jeg ikke, men planten er i hvert fald vokset sig stor og stærk. Se selv.

God måned til jer alle, nyd sommeren mens den er her og husk at selvom sjælen ikke sådan lige kan defineres, er den en vigtig del af os alle.

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 45
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 43

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt