Fortællinger fra Kreta | 76

Fortællinger fra Kreta | 76

Solen skinner, fuglene kvidrer og temperaturen sniger sig gradvist op til noget der så småt begynder at minde en om, at foråret er på vej. De mange forårsbebudere har allerede blomstret i haven så længe, at jeg selv har gået og været bekymret for, om det skulle blive nattefrost og tage livet af de spæde forårsblomster.

Min bekymring i det henseende er vist helt uberettiget nu (det tror jeg i hvert fald), men til gengæld er den afløst af en helt anden og meget større form for utryghed omkring den corona virus der med ét har sat store dele af verdenen i stå. Det er ikke sådan at bare enkelte dele af vores normale hverdag er sat ud af drift, men stort set hele samfundet. Virksomheder som vi ellers troede, var meget stabile og økonomisk stærke, må sende deres ansatte hjem på stribe. Nogle får løn imens de er hjemsendt, andre må selv dække nogle af udgifterne. Sundhedsvæsenet kæmper hver dag, ja hver time, for at holde trit med de stadigt flere smittede vel vidende, at det formentlig kun bliver værre og værre den næste tid. Med uvisheden følger også en usikkerhed som vi slet ikke er vant til. Vi er derimod vant til at kunne stå op hver morgen til et velfungerende samfund hvor vi ikke skal have de store bekymringer, en bus eller et tog der kører til tiden, og vi uhindret kan komme frem og tilbage til vores arbejdsplads, tage på besøg og mødes med familie og venner i hyggeligt samvær, og vi ikke på nogen måde er bange for at stå lidt tæt sammen i bussen eller toget, men let kommer til at brokke os over, at der ikke er siddepladser nok. Vi er vant til at kunne gå ud på restaurant og spise en god middag hvis vi har lyst, vi er vant til at have mulighed for at bestille en flybillet og rejse hvorhen vi nu vil, hvis vi ellers har penge til det, og vi er vant til at tage al den velfærd vi har bygget op som en selvfølge. Vi er også vant til at have et sygehusvæsen der fungerer uden de helt store udfordringer og vi i sygehussektoren kan reparere stort set alt. Vi kan gensplejse og klone så vi på den måde gør os til herrer over livet og kan kunstigt forlænge det. Vi kan sende mennesker ud i rummet til andre planeter og bringe dem sikkert hjem igen….der er umiddelbart ingen grænser for hvad vi kan.  Vi bliver klogere og klogere, kan mere og mere og det er måske det allermest skræmmende. Det bliver nemlig let en sovepude, der får os til at tro, at vi som mennesker kan alt, og i bund og grund kan vi intet.

Hvis vi kunne alt, ville vi også være i stand til at overvinde døden. Jovist – vi kan heldigvis i nogle tilfælde genoplive folk der får hjertestop, hvis vi handler hurtigt nok, ligesom vi med held kan ”genoplive” det lille oliventræ hvis det bare har en enkelt lille grøn gren tilbage, ved at give det noget så basalt som vand. Men er det først helt udtørret, kan vi gøre hvad som helst uden at noget vil hjælpe, for så er træet dødt og står ikke til at redde.

Jeg er måske lidt atypisk, men i lighed med langt de fleste grækere har jeg også den indstilling, at selvom man føler man har store bekymringer i sin hverdag, er langt de fleste bekymringer relateret til de værdier og forventninger vi selv bygger op. Der er først grund til virkelig at bekymre sig den dag solen ikke længere står op, fuglene ikke længere kvidrer, forårsblomsterne bliver i jorden og ikke mere bebuder at foråret og sommeren er på vej. Den dag er der virkelig grund til at bekymre sig, men der er det nok alligevel for sent.

Essensen af dette er, at hvis vi i stedet for at bekymre os så meget om det vi alligevel ikke kan gøre noget ved og i stedet bruger vores energi på, at manøvrere os så sikkert vi nu kan, gennem det vi kalder livet, så kan vi bruge vores bekymringsgen til at bekymre os om hinanden.

Og budskabet i denne lille fredagsfortælling (som jeg faktisk også har hentet inspiration til på Kreta) er, at hvis vi alle sammen gør det så godt for hinanden som vi kan, er der jo ikke nogle tilbage til at gøre det skidt.

Så lad os i disse coronatider gøre det så godt for hinanden som vi kan, vise de hensyn som vi bør, hjælpe hinanden efter bedste evne og i stedet for at spørge hvad du kan gøre for mig, så spørge, hvad jeg kan gøre for dig. Så tror jeg vi kommer igennem krisen og igen kan bekymre os om de spæde forårsblomster nu kan klare en nattefrost mere, eller hvad det nu kunne være.

Hold sammen ved at holde afstand – så skal der nok blive tid til en krammer igen.

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 77
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 75

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de er synlige

* Obligatorisk felt