Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Fortællinger fra Kreta | 68

Fortællinger fra Kreta | 68

Allerede som barn (ja, det er nu godt nok mange år siden) lærte jeg af mine forældre, at der aldrig var for lidt til at dele. Det kunne jeg nu ikke altid helt forstå, for hvordan skulle man dele en Pinocchio kugle, som dengang kostede 1 øre og som i øvrigt solgtes i løs vægt. ”Man tager en kniv og skærer den over i 2 halvdele, og så kan man dele den med sin ven eller bror” sagde min far. Nå ja, men hvad så hvis man kun har en halv Pinochio kugle, hvad gør man så, prøvede jeg. ”Man tager en kniv og skærer den over i 2 halvdele, og så kan man dele den med sin ven eller bror” sagde han bare igen. Sådan kunne snakken blive ved i det uendelige, men lige gyldigt hvor meget jeg forsøgte, var svaret altid det samme og der skulle gå mange år, før jeg rigtig forstod meningen med det han sagde. 

Jeg har forsøgt at lære mine børn (der nu efterhånden er blevet voksne) det samme men ærligt talt, så tror jeg, at de for en stor dels vedkommende har det på samme måde, som jeg selv havde ….at jeg ikke helt forstod meningen.

”Det er ikke det du får der gør dig rig, men det du giver” sagde min far, med henvisning til Pinocchio kuglen, og selvom det også kan være svært at forstå, er det dog lidt lettere at forklare, for det handler om det helt basale i livet og har ikke meget at gøre med de materielle goder. Men viser du din kærlighed over andre, kan du også forvente at få den gengældt og giver du et smil til en du møder på din vej, er der også stor sandsynlighed for at du også får et smil tilbage.

Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en af de hjemløse i Danmark, der hver dag stod på et gadehjørne solgte ”Hus Fordi” bladet. Han blev af intervieweren spurgt om hvor mange blade han solgte på sådan en almindelig dag. ”Det ved jeg ikke, men det er også lige meget. Jeg står her ikke for at sælge blade, men for at gøre de forbipasserende folk glade og give dem en god dag, og når jeg smiler venligt til dem, får jeg stort set altid et venligt smil tilbage og det gør mig glad” sagde han.

Rigdom er ikke et spørgsmål om at have mange penge, selvom de selvfølgelig er rare at have, for man kan købe sig til en masse materielle ting, men lykke kan man ikke købe for penge, og nogle gange er der en underlig og uforståelig forbandelse over en stor materiel rigdom, altså mange penge. Det kommenterede den kun 13-årige Athina Onassis på i et interview i 1998 til den kendte amerikanske journalist Diane Sawyer fra magasinet Vanity Fair. ”Hvis jeg brænder pengene, så vil der ikke være noget problem. Ingen penge = intet problem” udtalte hun.

Mens de fleste nok synes, at det kunne være rart med flere penge på kontoen, så synes forholdet til penge for den græsk-franske milliardærarving Athina Onassis, at være det stik modsatte. Hun har nærmest set dem som en forbandelse, der har fulgt hende gennem hele livet. 

Den 35-årige milliardærs liv har været alt andet end let, selv om hun ellers havde en formue, der allerede i en meget tidlig alder gav hende titlen: 'Verdens rigeste lille pige'. Men de mange milliarder har unægtelig hængt sammen med død, frygt og problemer gennem det meste af Athina Onassis opvækst. 

Baggrunden for hendes kæmpe arv - arven efter hendes morfar, den succesfulde græske milliardær og skibsreder Aristotle Onassis, som anslås at have været på mindst 800 millioner dollars svarende til over fem milliarder kroner -  er nemlig ufattelig tragisk. Kun tre år gammel mistede hun sin mor, Christina Onassis. Et tragisk dødsfald, som kun var det seneste i rækken af tragedier i familien Onassis. Skibsreder Aristotle Onassis, der var kendt som en kvindebedårer og blandt andet havde operasangerinden Maria Callas som sin elskerinde, og som senere også blev gift med den tidligere amerikanske præsidentfrue Jackie Kennedy, mistede i 1973 sin søn, Alexander, og desværre er rækken af tragiske dødsfald endnu længere i den familie.

Athina Onassis taler fire sprog; svensk, fransk, engelsk og portugisisk. Ingen ved med sikkerhed, hvor stor hendes nuværende formue er, men den vurderes til at være et sted mellem 1,5 og 3 milliarder dollars svarende til mellem 10 og 20 milliarder kroner. Mange penge, ja, men ingen lykke.

Det bedste at slutte på er vel bare at sige: smil til ”Hus Forbi” sælgeren, næste gang du møder ham, for så har du selv delt din egen ”Pinocchio kugle” med én der blive glad og han deler den gerne videre med endnu et smil.

Ha’ en dejlig weekend og husk - det kræver mange flere kræfter at se sur ud end at smile.

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 69
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 67

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt